VI INDLEDER STRATEGISK SAMARBEJDE
- for 5 dage siden
- 2 min læsning
Fra 2026 indleder /Gjørtz/Andersen/Arkitekter og A2 Arkitekterne et strategisk samarbejde, der samler mere end 40 års arkitektonisk erfaring, stærke værdier og høj faglighed. Ambitionen er klar: Med lokal forankring og samarbejde at stå stærkt i mødet med fremtidens udfordringer – uden at give køb på hverken identitet eller selvstændighed.
Kort sagt: Vi samarbejder – men beholder hver vores identitet.
Samarbejdet bygger på en fælles overbevisning om, at fremtidens bedste arkitektur skabes gennem samarbejde og med en stor portion nysgerrighed. Vi har set, at vores værdier spiller godt sammen, og at vi supplerer hinanden rigtig godt. Vi tror på styrken i det lokale, hvor vi deler kræfter, kompetencer og erfaringer for at kunne løse fremtidens udfordringer på bedst mulig vis – herunder ikke mindst klimaet og bæredygtighed.
“Det her handler ikke om at blive større, men om en fælles overbevisning om, at fremtidens bedste arkitektur og løsninger skabes i dialog og tæt lokalt samarbejde. Vi deler værdier og en sund portion jysk jordforbindelse,” siger Carsten Gjørtz, direktør og partner i Gjørtz/Andersen/Arkitekter.
Med kontorer i Holstebro og Aarhus får samarbejdet en solid regional tilstedeværelse i Jylland og et stærkt alternativ til de store, landsdækkende rådgivningshuse. For kunder og samarbejdspartnere betyder det, at relationerne fortsætter som hidtil – med direkte dialog, kendte ansigter og den nærhed og tilgængelighed, som begge tegnestuer er kendte for.
“For vores kunder er det business as usual – bare i et nyt fælles fagligt miljø med endnu mere videndeling. Det giver nye muligheder for fremtiden,” fortæller Torben Autzen Jensen, partner i A2 Arkitekterne.
Fra marts 2026 flytter A2 Arkitekterne fra Nupark og ind i fælles rammer med Gjørtz/Andersen/Arkitekter i Sønderlandsgade 7 i Holstebro. Her skabes et fælles fagligt miljø med daglig dialog på tværs.
Og ja, frokosten bliver også fælles. Hvem der i givet fald laver salaterne, er endnu ikke afgjort.
I forbindelse med samarbejdet sker der ændringer i ejerstrukturen. Freddy Quist, som grundlagde A2 Arkitekterne, udtræder af ejerkredsen, men fortsætter som ambassadør og aktiv stemme over for kunder og samarbejdspartnere. Torben Autzen Jensen viderefører stafetten uændret.
“Jeg har været med længe – og det føles helt rigtigt at give stafetten videre nu. A2 er i gode hænder, og samarbejdet giver et stærkt fundament for fremtiden.” siger Freddy Quist.
Begge virksomheder fortsætter som selvstændige enheder, og alle igangværende projekter fortsætter uændret.
Sammen ser Gjørtz/Andersen/Arkitekter og A2 Arkitekterne frem til at byde kunder og samarbejdspartnere velkommen i de fælles rammer – som et tydeligt udtryk for et samarbejde med historisk forankring og klare ambitioner for fremtiden.
Venlig hilsen
/Gjørtz/Andersen/Arkitekter
Carsten Gjørtz, direktør & indehaver
Kis Bodilsen, indehaver
Niels Chr. Andersen, indehaver
Berith Skinhøj Pedersen, indehaver
Endymion Blank, indehaver
A2 Arkitekterne
Torben Autzen Jensen, indehaver
Freddy Quist, stifter
