SKOVKVARTERET, SOLBJERG
- /G/A/A

- 6. jan.
- 1 min læsning
Projektet omfatter etablering af 48 almene boliger opført i totalentreprise for DOMI Bolig. Projektet er udviklet i samarbejde med Cj Group A/S som totalentreprenør samt rådgiverteamet EKJ og Urbanlab Nordic.
Bebyggelsen er placeret i udkanten af Solbjerg, hvor byen møder skov og åbent landskab. Her er visionen at skabe et boligområde, hvor arkitektur og natur indgår i et tæt samspil, og hvor omgivelserne bliver en aktiv del af beboernes dagligdag. Boligerne fordeler sig på etagebyggeri i tre plan og rækkehuse i to plan – alle med egne udearealer i form af haver, terrasser eller altaner.
Arkitekturen er disponeret som en moderne landsby i det grønne. Mindre huse med sadeltag sikrer en menneskelig skala og et hjemligt udtryk, mens variation i volumener, facader og opholdsrum skaber identitet og understøtter både fællesskab og privatliv. Et netværk af stier og grønne lommer forbinder området og inviterer til ophold, leg og uformelle møder.
Materialevalget fokuserer på robusthed og lang levetid med primære facader i murværk kombineret med udvalgte partier i træ. Boligerne er indrettet med lyse, funktionelle planløsninger og gode dagslysforhold.
Landskabet spiller en central rolle i helhedsplanen. Regnvand håndteres lokalt og integreres som synlige, rekreative elementer, og beplantningen er udformet med fokus på biodiversitet, opholdskvalitet og variation gennem året. Skovkvarteret er dermed planlagt som et robust og bæredygtigt boligområde med fokus på langtidsholdbar bolig- og opholdskvalitet.
BYGHERRE
BOMI Bolig
SAMARBEJDSPARTNERE
Cj Group A/S
EKJ
Urbanlab Nordic





