OPFØRELSE AF FGU I HOLSTEBRO!
- /G/A/A
- 17. jun.
- 1 min læsning
I tæt samarbejde med FGU Skolen er vi i fuld gang med at opføre en ny værkstedsbygning ved deres nye lokaler hos UCH Uddannelsescenter Holstebro. FGU er et vigtigt tilbud til unge, der har brug for nye
kompetencer eller afklaring for at komme videre i deres liv og uddannelsesforløb.
En grundlæggende tanke bag flytningen har været ønsket om at placere FGU tæt på andre uddannelsesinstitutioner – som en del af at skabe nye muligheder og inspiration for eleverne. Siden flytningen er elevtallet steget markant.
Ved de nye lokaler opføres i øjeblikket en ny værkstedsbygning, der kommer til at rumme både metal- og træværksteder. Bygningen er stort set udelukkende opført i træ og er udviklet med et klart fokus på at minimere CO₂-aftrykket og samtidig sende et stærkt arkitektonisk signal. Det har været et centralt ønske fra FGU, at bygningen både skulle understøtte deres bæredygtige ambitioner og fremstå som en synlig og identitetsskabende ramme for deres virke.
Samarbejdet med FGU har været tæt og meningsfuldt for alle involverede. Ved rejsegildet deltog repræsentanter fra de omkringliggende kommuner, som har tilknytning til FGU i området. Alle håndværkere på projektet har lokal forankring – herunder hovedentreprenørfirmaet IBG.
Det lokale perspektiv spiller også en vigtig rolle i FGU’s pædagogik, hvor samarbejde med lokale håndværks- og industrivirksomheder er en central del af elevernes uddannelsesvej.
Vi glæder os til at se huset tage yderligere form!