FORSKELLIGHED ER VORES STYRKE
- /G/A/A
- 1. jul.
- 1 min læsning
Kan arketyper som en REBEL, en MAGIKER, en BESKYTTER, en USKYLDIG, en EVENTYRER og mange flere tilsvarende personligheder samle en tegnestue i vækst – på tværs af adresser og fagligheder?
Da vi fusionerede tegnestuen i 2020, satte vi en rejse i gang. Ikke bare for at vokse – men for at samle mennesker, holdninger og fagligheder fra to steder og skabe én samlet kultur med stærke værdier i centrum.
Siden da er vi vokset hastigt – både i opgaver og i mennesker – og her i juni 2025 har vi styrket partnerkredsen med nye medejere og en ny tegnestuechef, der skal være med til at binde Aarhus og Holstebro endnu tættere sammen.
Men vækst forpligter. Og derfor bruger vi tid på at arbejde med det, der gør os til OS. For nylig var hele tegnestuen derfor samlet til en brandworkshop hos Gammelbys – en eftermiddag med både grin og gode snakke om vores identitet og hverdag. Med udgangspunkt i alles personprofiler lærte vi hinandens forskelligheder endnu bedre at kende – og blev samtidig mindet om, at det netop er forskelligheden, der er vores styrke. Vi tror på, at medmenneskelighed, empati og social bevidsthed er en del af grundlaget for gode samarbejder, projekter og arkitektur. Hos os hænger det hele sammen – trivsel, kollegaskab og faglig begejstring.
Tak til Gammelbys for at facilitere en dejlig eftermiddag, hvor hele tegnestuen kom i spil.
Vi gik opløftede derfra og endnu mere motiverede for at favne forskelligheden, ville fællesskabet, styrke samarbejdet – og lade os begejstre over den faglighed, vi er fælles om.
Det er da ikke en helt dum måde at starte sommeren på ☀️