FØRSTE SPADESTIK I EGTVED - EN FESTLIG OG MINDEVÆRDIG DAG
- /G/A/A
- 23. maj
- 1 min læsning
Fredag den 12. maj markerede en helt særlig milepæl i projektet Egtvedpigens Verden, da det første spadestik blev taget under høj sol og blå himmel. Dagen blev præcis så festlig og idyllisk, som vi kunne have håbet.
Arrangementet fandt sted på Egtved Holt og samlede en stor skare af lokale, nysgerrige og engagerede borgere, som alle var mødt op for at fejre begyndelsen på et projekt, der har været længe undervejs. Dagen bød på taler fra blandt andre Dan Arnløv Jørgensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget, og Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget – og blev rundet af med kaffe, kage og god stemning.
For Ditte, som er i praktik hos os dette forår, var det første gang, hun deltog i et spadestik. Hun beskriver det som en smuk og særlig oplevelse, der satte perspektiv på det arbejde, der ligger forud – og det fællesskab, der opstår, når arkitektur bliver til virkelighed midt i det landskab, der danner rammen om fortællingen.
Vi glæder os til at fortsætte arbejdet med Egtvedpigens Verden – et museum, hvor formidling, natur og arkitektur mødes i en levende fortælling om fortiden.